Get Lost

Supertanker hjælper DAC med at få sat kød, blod og engagement på deres formidling af den situationistiske kanon. Sammen med andre forhærdede urbanister deltager vi i projektet Get Lost, der med egne ord vil "vise nye veje og muligheder for en by, der kan og vil rumme alle". Fine ord der ytres fra rigtig mange kanter nærmest hele tiden. Med det kuld 'pionerer' og andre deltagere, Get Lost-projektet er ved at få samlet, så lyder ordene imidlertid ikke så hule endda!

 

Deltag i åbningsarrangementet på fredag den 16. maj kl. 18-21 på Otto Krabbes Plads. Bureau Detours har fernisering på deres facadevirale intervention på DAC i Strandgade 27 i morgen torsdag kl. 20. Supertanker slår på tirsdag den 20. maj kl. 19 DAC's døre op til vores første debatevent i bidraget Urban Battles: 'Byens stærke og svage stemmer' med deltagelse af Jan Sonnergaard (Radioator) og Jonas T. Bengtsson (Submarino). Mere om det senere!

 

Get Lost er udviklet og kurateret af Dansk Arkitektur Center. Efter initiativ og idé af fotograferne Tina Enghoff og Kent Klich. Projektet er finansieret af Realdania.

 

Cirkusvognen i Hedehusene

Vi er i fuld sving med at udvikle vores perspektiv på den boligsociale branche i projektet 'Det bedste i Charlottekvarteret', der er en af de mange sociale helhedsplaner, som Landsbyggefonden sammen med kommuner og boligselskaber i øjeblikket finansierer landet over. Ud over en frivilligformidling, en lokal TV-station og projekter om bl.a. skolebørns ideer til grønne områder, er vi stolte af at kunne fortælle om arbejdet med den cirkusvogn, vi i efteråret købte af Cirkus Arena. Nogle lokale drenge, Designteamet, har hjulpet os med at rive og slibe ned, og hjælper lige nu med at få det hele bygget op igen, så vognen kan bruges til både kontor og mødested.

 

Gå ud og snak!

Supertankers Urban Task Force står for to gåture i den kommende weekend. Turene bygger videre på erfaringerne fra de mange havnerundfarter, vi arrangererede fra Krøyers Plads. Vi vil sørge for samme åbne og diskuterende dynamik i weekenden. Om lørdagen inviterer vi til "Take a walk on the sunny side" om udviklingen på Islands Brygge - hvordan er vilkårene for det selvgroede byliv idag og hvordan blev Havneparken til et af de mest populære byrum i København? Om søndagen handler det om Sluseholmen, et nyt byområde i København, hvor man har forsøgt at skabe en mere mangfoldig bydel, men er det lykkedes?

 

Tid og sted

Islands Brygge lørdag den 17. maj kl. 15-17. Mødested for enden af Islands Brygge mod syd nærmest Nokken.

Sluseholmen søndag den 18. maj kl. 14-16. Mødested: Urban Task Forces base i Sydhavnen: Borgmester Christiansensgade 55 - følg skiltene fra Sydhavnsgade overfor Sonofons hovedkvarter.

 

Kulturudflugter med BYLIV

Tjek også de mange aktiviteter, som BYLIVsgruppen har fået strikket sammen hen over sommeren i bl.a. Nordhavnen og Ørestad. Ved førstkommende arrangement fortæller Kramer om Ørestad. Det sker på Ørestad Gymnasium den 16. maj kl. 17-20.